Nyhedsbrev april 2018
På denne solskinsdag den 18. april kan starten på sæson 18 virkelig mærkes. Nogen har fulgt med i Jørgens fine ironman i sydafrika i denne weekend, andre har trænet uden store skihandsker og i korte rør, og andre har bestilt startnummer til sæsonen stævner. Nu starter forårs-sommertræningen efter vinterens grundtræning.
Og jeg ved godt at nogen har været i gang sydpå på træningslejre, eller andre stævner eksotiske steder, og allerede er i gang med sæsonen. Det skal vi bl.a. høre om i aften i søsportscentret ved året første klubaften. Men nu gælder det for os, der har haft tålmodighed herhjemme. Inden klubaftenen i aften laver run og bikeudvalget krydspas med cykling og løb. Solskinnet lover at være med os.
Bestyrelsen har holdt bestyrelsesmøde, og her følger nogle af de overvejelser og beslutninger, der blev gjort: Swimudvalget er i gang med at filme folk, og ønsker du at blive filmet, for at se og lære af din teknik, kan du henvende dig til Jonas eller Sofie. Swimudvalget har sat både børne og voksensvømmestævner i gang, og vi er glade for dette initiativ, som vi håber de gentager flere gange. Fra Søsportscentret er vi blevet bedt om at huske at hejse signalboldene når vi svømmer ud i dammen, samt bruge farverige badehætter. Det bliver endnu mere vigtigt, når dambåden begynder at sejle. Se på vores hjemmeside (under Træning, svømning og svømmeinformation) den udmærkede sikkerhedsbeskrivelse som Tommas har lavet.
Husk opstartsevent med åbenvandsvømning 2/6 ved Vedsted sø.
Runudvalget fik afviklet Paulanerløbet med grill af socialudvalget efterfølgende. Dette gentager socialudvalget den 10/5 efter Vesterskovsløbet, så husk at tilmelde jer løbet.
Bikeudvalget har lavet en plan for hver uge frem til uge 26, som ligger på hjemmesiden under nyheder, og som giver masser af muligheder for at træne sammen med klubmedlemmer samt udvikle sine cykleevner.
Stævneudvalget er i gang med at planlægge et møde omkring den 4.-7. maj, hvor Hans er tilbage i Danmark. Tilmeldingen til vores stævne er stigende, og sammen med godt vejr og en god vandtemperatur, skal stævnet igen nok blive en god oplevelse for os og deltagerne.
Socialudvalget, der allerede har købt og lavet mad ved flere aktiviteter, står også for mad ved klubaftenen, og er som altid med til at kaste solskin på klubben og dets medlemmer.
Klunsudvalget har lavet fine opslag om køb af vores flotte og gode klubtøj, og selv nye medlemmer løber nu rundt i klubtøj fra Trimtex. Af sparehensyn indkøber klubben i år ikke personligt tøj hos Trimtex til trænere og bestyrelse- og udvalgsfolk.
Vores klublokale er alle medlemmernes klublokale. Derfor kan man bruge det til hygge- og mødested ved træninger eller andre triathlonrelaterede aktiviteter. Vi modtager i bestyrelsen gerne forslag til ting, der kan gøre det hyggeligt og godt at være i lokalet.
Til sidst er der en rettelse til anvendelse af klubtøj ved stævner, hvor man har fået eller kan søge om tilskud til startgebyret. Man skal ikke og må ikke have klublogo på tridragter ved EM og VM.
Ved andre stævner (som f.eks. Vesterskovsløbet) må man gerne anvende andet tritøj end Trimtex, hvor man har været nede ved Sport24 i Haderslev og fået logoet påstrøget gratis.
Til slut vil jeg ønske trifolket i Haderslev Tri 2000 et dejligt forår, og håber at se jer til træning på landevejen, ved stævner og i klublokalet.
Med venlig hilsen formand Jesper Bach Dall

Seneste Nyheder

Sidste nyt i forum

Facebook